Individuel terapi

Er du et sted i livet, hvor du har brug for et støttende rum til det, der fylder?

Det kan gøre en stor forskel at skabe tid og plads til at mærke efter, forstå sig selv bedre og arbejde med det, der er svært eller føles fastlåst.

I samtalerne tager vi udgangspunkt i det, du kommer med, og i det, der er vigtigt for dig. Sammen kan vi være nysgerrige på dine tanker, følelser og reaktioner og på de mønstre, der kan komme til at forme den måde, du har det med dig selv og andre på.

Du kan fx komme med:

  • Lavt selvværd eller svært ved at mærke egne behov og grænser
  • Følelser som vrede, skam, ensomhed eller utilstrækkelighed
  • Udfordringer i relationer – fx til partner, familie, børn, venner eller kolleger
  • Mønstre og reaktioner, du gerne vil forstå bedre eller gøre dig mindre fastlåst i
  • Angst, stress eller depression
  • Livskriser – fx sygdom, tab, skilsmisse eller andre store forandringer
  • Erfaringer fra tidligere i livet, som stadig påvirker dig og dine relationer
  • At være tæt på et menneske, der har det svært, og de følelser og belastninger, det kan vække i dig


Fagligt trækker jeg blandt andet på Emotionsfokuseret terapi (EFT), Internal Family Systems (IFS) og Mentaliseringsbaseret terapi (MBT). Fælles for dem er et fokus på at skabe større forståelse for vores følelser, indre reaktioner og relationelle mønstre.

I terapien kan vi undersøge, hvad der sker i dig, når noget bliver svært, og hvad der måske ligger bag de reaktioner, du kender godt, men ikke altid selv forstår eller kan ændre. Med tiden kan det give større selvforståelse, mere kontakt til egne behov og mere frihed i den måde, du møder dig selv og andre på.

Terapi kan være et sted at finde støtte og retning, når livet føles overvældende – men også et rum til fordybelse, udvikling og større kontakt til den, du er.


Overvejer du et forløb?

Du kan booke en samtale direkte i mit bookingsystem.

Er du i tvivl om, hvorvidt et forløb hos mig er det rette for dig, kan du også vælge en gratis og uforpligtende afklarende telefonsamtale i bookingsystemet.

Har du et konkret spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte mig via kontaktformular, mail eller telefon.